Svømmevest til voksne - vest til sup - Surfmore - 2

Min tur til Fur med SURFMORE

Fur er en af Limfjordens perler, og hvis man ikke selv har oplevet Fur endnu, så kan jeg kun anbefale at pakke bilen og komme afsted. Fur er en lille ø i Limfjorden, men hvad den ikke har i størrelse, har den til gengæld i wow-faktor. Det er nemlig en utrolig hyggelig, stemningsfuld og ikke mindst smuk ø, som gemmer på helt særlige naturoplevelser. Derfor er Fur også et velbesøgt sted af almindelig turister og surfere.

 

Fur? Klar, parat, afgang!

Du finder som sagt Fur i Limfjorden, og derfor kræver det også en lille færgetur for at komme til øen. Du sejler fra Branden, hvor færgen hyppigt sejler frem og tilbage, så uanset hvornår du ankommer i dagtimerne, så er der aldrig lang tid til næste færgeafgang. 

Turen tager kun 4 små minutter, så du kan lige nå at trække lidt frisk luft, og så er du klar til at komme i land på den lille ø. Når du er kørt af færgen, så er det blot at sætte retning mod den første destination. På denne tur var destinationen sat mod Østklinten i håb om en god surftur.

Østklinten på Fur

Østklinten var vores primære stop til surfing. På en varm sommerdag vil man kunne finde en masse glade badegæster på stranden, da den egner sig særlig godt til en god svømmetur og en dag på stranden. Vi pustede vores oppustelige SUP boards op, hoppede i våddragten og svømmevesten og afsted det gik mod vandet. 

Østklinten er et rigtig lækkert sted at surfe, da man kan gå i vandet fra stranden og langsomt bevæge sig lidt længere ud på vandet. Dertil surfer man i helt utrolig flotte omgivelser, og man kan sagtens få en time eller to til at gå på ens SUP board. Vandet viste sig fra sin gode side, og vi havde mulighed for at prøve kræfter af med forskellige tricks og lidt leg med boardet. 

Efter vores flotte surftur ved Østklinten fandt vi madpakkerne frem. Vi satte os ved et bordbænksæt tæt ved stranden, hvor vi nød en hurtig frokost og fik slukket tørsten i de flotte omgivelser. 

Tip: Hvis vandet en dag skulle være for uroligt til at surfe ved Østklinten, så prøv at køre lidt videre langs kysten. Fordelen ved at surfe ved en ø er nemlig, at det altid vil være muligt at finde et sted, hvor stranden ligger lidt i læ for vejret, og vandet derfor er lidt mere roligt.

Oplev naturen fra en ny og anderledes side

Man kan næsten ikke besøge Fur uden at tage en tur forbi Knudeklinten, som ligger på nordvestsiden af Fur. Du vil her blive overrasket over den flotte natur, som Fur gemmer på. Der er nemlig en grund til at Knudeklinten er særlig populær blandt turisterne. 

Vi valgte dog at afvige lidt fra den traditionelle måde at opleve det på. Vores SUP boards blev igen fundet frem, og vi hoppede i vandet. Det er nemlig en helt anden oplevelse at se Knudeklinten fra vandet og på god afstand.

Man kan naturligvis også gå langs stranden, som andre gjorde, men vi valgte at padle ud med vores boards for at opleve det fra vandsiden. Man får et helt andet overblik over, hvordan den stejle klint af moler ser ud. På afstand kan man virkelig fornemme, hvordan mønstret og farverne i klinten bevæger sig, og man kan hurtigt glemme, at man befinder sig i lille Danmark. Vi satte os ned på boardet og tog os tiden til rigtig at nyde synet. Det er nemlig ikke et syn, som man så ofte løber over.

 

Fur Event var næste stop

Vi kunne naturligvis ikke være på Fur uden lige at stikke hovedet forbi Fur Event. Fur Event står bag en del aktiviteter på Fur, som man som besøgende eller lokal kan deltage i. De udlejer dertil SUP boards og det nødvendige tilbehør, og de har naturligvis investeret i SURFMORE boards til udlejning. 

Hvis man gerne vil følge i fodsporene af vores dagstur til Fur, eller blot surfe lidt på Fur, men endnu ikke har et SUP board, så kan du altså leje dem hos Fur Event. Så er du nemlig sikker på, at du lejer et board og tilbehør i god og høj kvalitet. Samtidig er du sikker på, at du får en sjov og sikker oplevelse, da Fur Event er med til at klæde dig sikkert på til oplevelsen. 

Tip: Hvis du er så heldig, at du i sommeren er på Fur i flere dage, så har jeg endnu et godt tip. Naturlig Bevægelse afholder SUP Yoga/Pilates i samarbejde med Fur Events, og de bruger selvfølgelig også SURFMOREs SUP boards og vores SUP Yoga platform. Det er en sjov oplevelse, og det vil sikkert give dig ømme muskler og et træk på smilebåndet.

 

Cafe på Herrens Mark er et besøg værd

De fleste som har hørt om Fur, eller som har haft fornøjelsen af den skønne ø, kender sandsynligvis også til Cafe På Herrens Mark. Selvom det umiddelbart lyder lidt specielt, så er det uden tvivl et besøg værd. 

På cafeen laver de nemlig de lækreste pandekager med fyld, og du vil helt sikkert gå derfra med en mæt mave og en god oplevelse. Du kan selvfølgelig også få en sød pandekage til dessert, hvis du har brug for lidt til den søde tand.

Det er meget populært sted på Fur, og jeg anbefaler derfor, at du bestiller bord inden du stikker hovedet forbi. Så er du nemlig sikker på, at der er en plads til dig. Skulle der være optaget, så er der heldigvis også en masse andre spisesteder på Fur. 

Efter en hyggelig middag hoppede vi igen i bilen, og denne gang gik turen tilbage mod Færgen igen. Det tog heldigvis ingen tid at komme fra cafeen og til færgen. Vi skulle heller ikke vente mange minutter, før vi kunne køre om bord på færgen, og efter en meget kort sejltur var vi klar til en køretur til Aalborg.

Vores forberedelser til turen

Inden turens afgang pakkede vi naturligvis bilen med alt det nødvendige for dagen. Jeg kan roligt sige, at bilen var godt fyldt op, men jeg ville heller ikke være foruden noget af det. I skal selvfølgelig ikke snydes for at få et lille indblik i vores pakkeliste:

 

  • SUP board: Hele planen med turen til Fur var at surfe lidt rundt. Derfor skulle vi naturligvis have vores egne SUP boards med i bilen. 
  • Våddragt: Det kan hurtigt blive koldt i vandet, så gode våddragter var med for at holde varmen 
  • Svømmevest: Det er et lovkrav at have svømmevest med, når man surfer. Desuden er det en god sikkerhed at vide, at man altid vil flyde, hvis man falder i. Se vores svømmevest fra SURFMORE eller tag også gerne en redningsvest på.
  • Badetøj eller skiftetøj. Vi havde badetøjet på fra start, så man hurtigt kan hoppe i våddragten. Hvis du gør det, så sørg for at have skiftetøj med i en taske, så du ikke skal gå i vådt badetøj hele dagen. Anvend gerne en god lycra til beskyttelse mod solen.
  • Neopren sko: Det har vi altid på, når vi surfer. Så beskytter vi nemlig fødderne mod skarpe muslinger og sten i vandkanten. 
  • Termoflaske med koldt vand. Man kan hurtigt blive dehydreret, når man er aktiv hele dagen, så derfor bør man altid have koldt vand med.
  • Madpakke til frokost. Vi havde fra start planer om at spise frokost langs vandet, så madpakkerne var smurt hjemmefra. 
  • Badeponcho: Det er altid dejligt at tage noget varmt om sig efter en tur i vandet. Den giver også lidt ekstra privatliv til at skifte ud af våddragten og badetøjet. 
  • Wetsuit bucket, Våddragter, sko og badetøj er naturligvis vådt efter en tur i vandet, og det vil man helst ikke have ind i bilen. Men med vores wetsuit bucket kan du undgå, at alt det våde tøj, sand og meget andet ender i bunden af bilen. 
  • Solcreme fra Sun Bum og en god hat. Solen kan være stærk på vandet, og derfor er det altid en god idé at have solcreme på og med sig, når man tager afsted. Hatten giver også lidt ekstra skygge i ansigtet, og den er godt til at skjule ens hård, når det er fyldt med saltvand. 

 

Jeg håber, at min tur til Fur med SURFMORE kan inspirere dig til at komme mere rundt i Danmark med dit SUP board. Du vil sikkert blive positivt overrasket over, hvor fantastisk en natur du møder, og hvor mange gode steder man kan stå på sit board.